I dag fik vi ham.
Ikke noget pis – vi har fået ham. Basta.
Flyturen og tiden op til i morges vil jeg ikke bruge ret meget tid på, for flyveturen var som sådan en er på ”monkey class”- lang, ukomfortabel og kun udholdt, fordi vi jo vidste hvorfor. Hotellet er fint – gode store lejlighedsagtige værelser med tekøkken, lounge, soveafdeling og lækkert bad. Nedtur er så, at tosserne i receptionen har fordelt rejsegruppen på 3 forskellige etager – og ikke i familiegrupper, så vi bor på 13., langt de fleste andre bor på 11., mens den sidste familie bor på en 6./8. etage... - så det der med en kølig pils på gangen, mens ungerne leger? Nix.
Nå, men Antondag.
Hele gruppen med bedstere blev fragtet i bus gennem den nordlige del af Beijing. Her er stort. Meget stort. Følelsen af en by, der bare bliver ved og ved ud i horisonten er nærliggende. Det samme er smoggen. En skøn og lun forårssol til trods er her en smogdis, som gør det meste uskarpt og lidt uskønt.
Vi ankom på Bejing Children's Welfare Institute kl.9.35 og blev her mødt af en smilende ung kvinde, der førte os gennem børnehjemmets officielle forgange og halls, hvorefter vi blev bænket i et ”VIP Reception Room”, hvis indretningsarkitekt i den grad har snuset til russisk 80'er stil. Store lave læder-lænestole, der stod hele vejen rundt langs væggene i et stort og lyst lokale. Fint og meget pompøst.
Her afleverede vi alle dokumenter, underskrifter og fingeraftryk, hvorefter børnene kom ind.
Anton kom iført 3 lag tøj. Han kampsvedte i sine tykke vatterede jakke og bukser, men han vidste vist, hvem vi var fra det album, vi havde sendt herned. Den ældre kvinde, der kom med ham, tog sig tid til at aflevere ham – med lidt sødt i bestikkelse – og vi havde Månebjørnen med, som vi købte i Berlin for år tilbage. Den blev sat på gulvet og kort tid efter fik jeg lempet ham over på skødet. Ikke skideceremonielt, men vi sad altså på gulvet, Anton, Klaus og mig – i vores fine tøj.
Han kikkede, var lidt stille, pillede lidt og begyndte så at græde. Gråden tog af efter ganske kort tid, hvorefter han begyndte at tapsvede. Hans hjerte hamrede og sveden løb af ham.
Han faldt til ro igen, kikkede lidt mere og virkede egentlig som om, at det her – nå, ja – hvad var nu det?
Der verserer mange skrækhistorier om rodede og kaotiske overdragelser. Dette er bestemt ikke en af dem. Her var ro, overskud og tid til at nusse rundt. Afslutningen blev dog en kendehektisk, idet ingen af os tilsyneladende havde fået overdraget de gaver og sponsorgaver, der skulle gives.
Her verserer også en masse gas om ”specielt udvalgte gaver”. Fis.
Alt blev samlet i poser, så vi ved reelt ikke, hvem der har fået hvad. Lige meget – vi har fået Anton!
Anton blev puttet i bæreselen og den var et hit fra begyndelsen. Ligesom sutten,d er dog i skrivende stund er skiftet ud med tommeltotten. Sut og Månebjørn har fulgt ham hele dagen, til tider i et meget fast greb. :-)
I bussen faldt han i søvn. Det var meningen, at vi skulle have lave nogle officielle familieportrætter, hvor han skulle være vågen. Vores guide, Li, ville gerne vække ham, men det nægtede vi, så vi gik igen med aftalen om at gøre det senere.
Anton vågnede dog på hotellet, da vi pillede ham ud af selen og så gik vi da til fotografering. :-)
Vi har fået en fantastisk 80 cm. lille mand med vilje, humor og meget store og skønne grin. Han blev tosset og bange, da lægen kom i eftermiddags og skulle tjekke ham, men hvem filan ville ikke blive knotten, når man bliver vækket af en dejlig middagslur, prikket og perket i samt hevet i tappen?
Her til aften har vi været på værelset. En stor og skøn tak skal lyde til rådet om knækbrød og dåseleverdreng. Anton gnasker frugt og små stykker knækbrød med leverpostej, bæller vand af sin tudkop og tager verden og os med storm.
Vi har haft en forrygende og fantastisk aften med leg og grin. Han bruger fjernbetjeningen til airconditioningen som mobiltelefon – den siger nogle skønne bip-lyde. Fodbold med balloner er dejligt, men når det bliver lidt for vildt, kliner han sig op af væggen og får store runde og lidt bange øjne. Hans stemme og tonefald er meget klart og nemt at aflæse.
Rejsesengen er rigtig øv. Ikke tale om at han vil i den, men fred med det. Han har afprøvet SÅ mange ting i dag og har taget alt i stiv arm. Selv tandbørstning gik fint. Han kikkede på børsten og åbnede munden – det havde han prøvet før.
Så får vi os en kop øl. Fortjent.
Hurra og happy days.
Han er hele ventetiden værd.
