lørdag den 11. august 2012

Billedspam, part I


Sommerdag på Marielyst med Moster Anne, Onkel Grøn og ungerne

Ikke den første tur på stranden, men den første tur i vandet - og nej, da. Man skulle da ikke med hjem!

Badedag med Marcus og Andreas
 

Pool-området i baghaven
 - så absolut i orden de få dage, det kunne anvendes. :-) Navnlig til hans fødselsdag, hvor Kristian og Louise vandgeværs-gave affødte en gevaldig vandkamp mellem de voksne!

Hvilken herlig 3-årsfødselsdag at komme ud at køre med Thomas Tog - også selvom de havde malet ham sort!
 

Græsslåning på Nylund sammen med BonusMoster Mette 

Mener I virkelig, at I både skal fotografere mig og det der pelsdyr?
 

Hr. og Fru Elg i Isaberg Moose Park - Anton var ikke vanvittig imponeret...

- men alligevel godt flad og træt efter turen.

Mere lige om straks... - hvis Blogger ellers gider.
Posted by Picasa

fredag den 3. august 2012

3 år, sommer og ferie

Vi er her endnu.
Sådan lidt endnu.

Jeg har bestemt, at bloggen lukker d. 12. oktober 2012.
Det er den dag, der skiller mellem 19 mdr i Kina og 19 mdr i DK - og så har jeg vist skrevet og vist billeder nok af Anton og hans liv her.

Det var en sej sidste periode inden ferien. Anton var udadreagerende og aggressiv, kortluntet og træt.
Kort sagt; han var, hvad jeg var - jeg er bare voksen og kan sætte en facade op til at matche min omverdens almene konventioner for opførsel.
Det kunne han ikke.

Hans yndlingspædagog fra børnehaven sagde, at hans adfærd ikke var noget, hun var bekymret for, men at han havde brug for ferie.
D. 2/7 hentede vi ham fra arbejde - og han begynder først igen på mandag d. 6/8.
Men undtagelse af en voksenfest, en koncerttur til Berlin og 2 dage Vordingborg Festuge for Mor og Far, har han været sammen med os. Leget, sovet, spist, sumpet, cyklet, hoppet i vandpytter og besøgt familie og venner.

Det aggressive er væk, han er veloplagt og kan finde både tålmod og ro igen.

Jeg læste en artikel på en netavis for et par uger siden, hvori pædagoger fra københavnske daginstitutioner var bekymrede for de børn, der kun fik en uges ferie eller slet ingen. Forældrene til de pågældende børn var blevet adspurgt om årsagen og for nogle forældre handlede det dælme om, at DE IKKE VIDSTE, HVORDAN DE SKULLE AKTIVERE DERES UNGER?!?!?!?!

Halleluja, tænkte jeg og nappede en slurk kaffe, mens Anton lykkeligt sumpede videre på gulvet med tæppe, puder, bamser, tog og biler, akkompagneret af SommerSummarum.
Aktivering? Næ. Ikke tale om. Her handler det om at være i samme rum, at lave mad sammen, vaske tøj, feje fliser og cykle tur op og ned af vejen på løbecyklen. Ikke -puha-vi-har-ferie-og-skal-nå-85467583-kultur-børne-ting!
Han er 3 år - at sidde på sin plasticmotorcykel på terrassen og brøle af Far, at han skal "gi' tissemyrerne kaffe!" (hælde kogende vand på dem;-)) er fint og hyggeligt. At tage på loppemarked med Mor og få lov til at slæbe af med legetøj er jo det rene slaraffenland...

I denne uge har vi været et smut i Småland sammen med Mette og Mikkel - på Nylund. Det er vel en slags ødegård, lige midt i skoven, med elgen i skovbrynet, blåbær, hindbær og ribs lige udenfor døren - og en velsignet ro, der får skuldrene ned fra ørene og stemmerne tilbage i et naturligt leje.

I morgen bygger vi gyngestativ færdig sammen med Jens og Stine - det fik Anton i fødselsdagsgave + en sjat af dåbspengene fra sidste år.
På mandag begynder hverdagen igen.
Det må den gerne, for hold da op, nogle dejlige uger, vi har haft - bare os tre + det skønne sammenrend af venner og familie, vi er så velsignede at have. Tak for jer allesammen!

Billeder i morgen. Blogger driller. Igen igen igen igen igen....



søndag den 10. juni 2012

Billedspam fra de sidste par uger

Fra Mors fødselsdag, hvor mig og Gaga og Juli holdt fest i min tremmeseng.



































 Mesterkokken i aktion!










Marianne sku' skrive noget og
Mor sku' hjælpe og
så sku' jeg ihvertfald oss'
ha' en computer!






Far og mig spiser kager,
som Mor og mig har hentet
- Kajkager, kanelsngle og vanillekranse.
Far si'r, jeg ska' spise hullerne,
for så bliver jeg stor...











(Læg mærke til knægtens knæ....)

(- man sku' jo nødig få krummer mellem tæerne!)







Jeg putter Læsefidusen og læser godnathistorie.







Når man har været ved lægen, må man godt blive lidt forkælet, si'r Mor, så jeg fik en bil og en gul is og så ville jeg oss' sidde i den gule is-stol!
















(Anton er ved at blive udredt for laktoseintolerans...)

Mig og Magnus havde ikke sovet oppe i børnehaven, så jeg blev altså li'e lidt træt...








I fredags holdt vi fest oppe i børnehaven og vi sku' synge!

Se, nu kan I alle se MIG!







Hæ, nu tror hende Berit, den allerbedste af de voksne, at hun rigtig skal styre mig og få mig til at sidde ned, men i virkeligheden så har jeg jo bare scoret den bedste plads OPPE på skødet!
Sådan skal dén ged barberes, gutter!















Og nu kommer der en film, hvor vi synger! Hvis Mor ellers kan finde ud af at lægge den op!
Posted by Picasa

torsdag den 17. maj 2012

Status på en torsdag i maj

Vi har en snart 3-årig fuld skrald, hold da lige kæ..."Ikk' si' hol' kæf', Mor!"

Nej, nej, nej, så "hold da lige op!"

Folk, der kommer i huset IRL eller som kender mig, ved godt, at mit sprog er pænt saftigt... - og man skulle derfor tro, at netop følgende stribe af sprogblomster kom fra mig, men jeg må vaske mine hænder: Dem er jeg ikke ansvarlig for:

Jeg nævner i flæng: Dumme, dumme mor, dumme far, dumme lort, gider ikk' (skal helst skriges), gå din vej, gå din væk, gå væk, du må ikk', det må du ikk'...

Det er jo fantastisk, at man kan være dumme lort og dumme mor, skal gå min væk og samtidig have en hulkende og storsvedende brøleabe klistret rundt om halsen på en og samme tid.

Det bliver bidt, revet, slået og nevet for tiden - og det har han FANDEME ikke lært her!

En typisk positur er: "Gider ikk', gå din væk, dumme lort!" og så står han, 94 cm høj med underlæben skudt frem i en bister mine og med højre arm trukket helt om bag hovedet, parat til at lange en arm i bedste Miss Piggy stil - og han kan dælme slå hårdt!

Det er ikke let at begå sig i institutionen, når man har temperament og gerne vil bestemme... - og de andre også gerne vil.

Det kan godt trække tænder ud, for vi kan se, at han er fuldstændig flad om eftermiddagen, men klør på for at få det hele med - og når så træthed og stædighed spænder ben for ord og evner, så slår temperamentet gnister.

Oven i dette skal så lægges en separationsangst, der kommer snigende i ny og næ. Den er jo kendetegnende for alderen - Ericson beskriver 2. fase af separationsangsten nu, men jeg tror også, at han nu er ved at forstå, hvad han kan miste, hvis vi forsvandt... - og det skræmmer.
Det viser sig oftest, hvis tingene bliver lavet om:

Et godt eksempel var sidste weekend: Far tog på pædagogisk weekend fredag morgen og skulle først komme hjem lørdag middag. Fredag eftermiddag og aften kom de første "Hvor er Far?", men han accepterede/resignerede svaret om "i morgen."
Lørdag morgen kom og Anton vidste godt, at vi skulle til fødselsdagsbrunch og hentes af Farmor og til brunchen ville Far så dukke op. Han var "skæv" allerede fra morgenstunden og jeg spottede først "problemet", da han havde skreget 15 min, inden Farmor kom, hele vejen i bilen samt de første 20 min hos kusinerne, som ellers hører til ynglingscrowden. Han ville ikke til fødselsdag og vi sku' blvie hjemme...Ingen måtte komme tæt på ellers fik de et los eller slå-armen, han ville ikke have jakken af, sad bare og hulkede i mine arme.
"For Fanden, Karen - paphoved: Far er væk og vi er ikke hjemme. Han er sgu da bange for, at jeg også forsvinder!"
Så jeg spurgte ham simpelthen: Anton - handler det her om, at Far ikke er her og du er bange for, at Mor også går sin vej? Far kommer igen, Mor går ingen steder, og du skal med hjem igen.

Så kom der et stille nik, næsen blev puttet helt ned i mit kraveben og så stilnede gråden af.
Og Julie, hans elskede kusine fik lusket en bil hen til ham og så gad han godt lege.

I går, da jeg hentede ham i vugger, ville han gerne med hjem, men så spændte noget ben for ham: Det gik for stærkt med at pakke og smutte, så vi sad på gulvet, midt i grus og gummistøvler og legede lille baby, indtil han var parat til at fortsætte. Jeg ved ikke, hvad det "noget var", men det var der og måtte anerkendes.

Jeg kan godt mærke, at Karens tempo og fart-over-feltet-mentalitet ikke altid spiller med Antons verden... - og det er fandeme øv engang i mellem.
Men, jeg er den voksne - det er mig, der i stand til at justere på tingene, ikke ham.
Mere om det senere. Mine drenge er stået op.

Hold da kæft en gave, det er at have de to i mit liv!
(nej, nej, nej, jeg ved det godt, Anton - ikk' si' hol' kæf'!)

Anton og kusinerne i tremmesengen



søndag den 25. marts 2012

Cykelmyggen

Benene var for korte sidste år.
Nu passer pengene...




Mor-tanker

I går havde vi været hjemme 1 år. Et år, der er drønet afsted og i stille stunder stået stille.
Og hvad så?
Hvad er der så sket?

Egentlig kan det hele opsummeres til noget, jeg først er blevet mig bevidst indenfor de sidste par uger. Noget, jeg fik sat ord på en dag i vinterferien.

I vinterferien - jeps, netop, for små 6 uger siden - havde jeg ferie, men eftersom Anton lige var begyndt i vuggestue, var det vigtigt at fortsætte indkøring og vanen at gå i vuggestue, så derfor skulle han stadig afsted om morgenen.

Når vi nåede frokosttid og jeg havde nået det, jeg ville eller netop ikke lavet en fløjtende fis... - begyndte sådan en sugende følelse omkring solar pleksus. En regulær fysisk fornemmelse, der manifesterede sig som en tanke.
En tanke, der blev til et rytmisk mantra-lignende unisont kor i mit hoved:

Jeg vil ha' min dreng.
Jeg vil ha' min dreng.
Jeg vil ha' min dreng.

Dette kor stilnede først af, da jeg stod med Anton i favnen igen.

Netop som jeg gør nu. Han sidder på skødet af mig og ser morgentv, mens jeg skriver disse ord. Ord, der får lov at vente - også selv om de skriger på at blive skrevet - for jeg skal lige kramme færdig.
Jeg skal lige dufte ham, mærke ham. Igen. Og igen.

Igår sad Gemalen og jeg til børnefri fest. Anton blev passet af Farmor og de to hyggede sig.
Flere gange i løbet af aftenen kunne jeg høre koret i sjælen.... - og jeg vil vove den påstand, at det ku' Gemalen også, for vi havde en stående vits om, hvem der nu ville gribe telefonen for "bare liiiiiiiiii'e" at høre, hvordan det stod til?

Det var ikke fordi, jeg ikke nød selskabet.
Det var ikke fordi, jeg ikke nød samtalerne.
Jeg havde bare et kor i hovedet, der gav mig myrer i rumpen og bier i hovedet.
(Altså... - hvor mange relativt fornuftige og voksne mennesker tager sig selv i at sidde og trippe med benene under det veldækkede bord som en anden utålmodig teenager?)Et kor, der ikke ville klappe i før jeg stod derhjemme.
Troede jeg.

Koret tav ganske vist, da jeg løftede den lille varme krop op og kort krammede ham, inden jeg puttede ham i sin egen seng.
Men det fysiske savn var der endnu. Jeg lyttede til hans vejrtrækning, hans moslen rundt i dynerne.

Den sugende længsel forsvandt først, da Anton i morgenens grå timer satte sig op og kravlede over i min seng, puttede sig ind til mig og insisterede på, at vi skulle have øjenkontakt.

Følelserne har været der længe. Nogle skulle fremelskes af tonsvis af timer og samvær, andre skulle blot vækkes af en dragedøs.
Nu kan jeg sætte ord på det.

søndag den 11. marts 2012

I går aftes sad jeg med en sovende dreng i armene.
Kl. var lidt i 8 om aftenen på München Ost Bahnhof. Flankeret af Farmor og Bedstemor, mens vi ventede på, at Gemalen og Bedstefar fik læsset bilerne på autoget hjem fra vinterferie.

Der, med en varm lille klump, snorksovende i armene, pakket ind i sit yndlingsvattæppe, tænkte jeg på, hvor jeg havde siddet for et år siden:
På en bænk i Københavns lufthavn, med ørne i maven og mylder i hovedet - på vej til Kina efter netop den varme, snorkende lille klump, jeg nu sad i med i armene.

I morgen er der gået 364 dage med den lille bisse.

Det er næsten som en ekstra fødselsdag.
Som om dagen i morgen er mere værd end hans fødselsdag, fordi den for mig repræsenterer hans komme i vores liv.

Lidt fra vinterferien...

Udsigten fra vores hotelværelse - Dachsteingletsjeren

Hey... - hva' laver den store grab der?

Miiiiiin!

Ha! Hvad sa' jeg?

Farmor og Far står på ski, mens Bedstefar og jeg kælker fra Tauernalm til hotellet!
Mor leger lift med bilen, for jeg må ikke ha' kælken med i liften...

No way, om jeg tager den ble...

Det er hårdt at være på vinterferie!

Far, du klarer lige navigationen selv, mens jeg ser Thomas Tog, ikk'?