Sådan lidt på en onsdag.

Hmmm,

i dag har Far og Anton været på besøg i vuggestuen. "Vågdu!", nemlig ja.

Det giver ret pæn mavefornemmelse, når Faderen stolt kan meddele, at Junior på 2 timer nåede at stikke af med en anden unge ud på legepladsen og ud af synsvidde, finde en ven at bygge togbane med, finde en at slås om legesager med samt trøste en grædende.

Dagen begyndte ellers ikke fantastisk med en unge, der ikke ville sige farvel og som skreg i vilden sky, da han fandt ud af, at jeg var gået. Jeg hørte det godt ude i indkørslen, men mavefornemmelsen sagde, at det ville være fuldstædig galt at gå tilbage for at trøste - blot for at gå igen. Så hellere lade Farmand klare ærterne.

Klog beslutning.
Også selv om jeg kunne høre gråden og brølet i hjertekulen, indtil jeg havde fået et "alt ok" på sms en times tid efter.

I morgen skal Far og Anton på Borgerservice og ansøge om pas.
Det lyder lidt plat, men det er som om, det er den sidste papirmilepæl. At passet er det endelige - uomtvistelige - bevis på, at Anton er dansk statsborger.

Så vugger og pas... - skiferie om en måneds tid. Der kommer en hel del nyt, sådan lige rundt om hjørnet...

Når Far laver mad med telefonen.

Min mor er en doven hund, si'r hun, så Far lavede mad med telefonen.

Er der ikk' mer'?

I morgen skal Far og Anton på besøg i vuggestuen og fra 1.2 går det løs med indkøring.

Det er surreelt at tænke på, at vi har været hjemme så længe. I ny og næ kan jeg stadig stå og kikke på det lille myr og tænke: "Hey, hvor fanden kommer du fra?"
For nok er Anton og hans tilstedeværelse i allerhøjeste grad virkelig og håndgribelig, og alligevel har mit rationelle selv svært ved at forstå det. Følelserne og hjertet er helt med.

Måske skal man bare lade være med at tænke så meget over det.

Anton folder temperamentet ud og det slår gnister, når han ikke lige får det, som han vil have. Very very much 2½ årig adfærd. Ting kan kastes med og små næver knalder hårdt på dørene, hvis han vil ind - løvebrøl garnerer fint platten.
Og jeg skrev løvebrøl. Han stiller sig simpelthen op og brøler!

Han har nogle ture om natten i ny og næ. Det svinger lidt, om det er et mareridt med gråd, hvor vi ikke kan vække ham eller komme i kontakt med ham eller om han "karter rundt" som en grillkylling på spid, både i egen og vores seng. Et er dog sikkert: 95 ud af 100 nætter kommer der et lille hoved møffende og forlanger at dele dyne.
Det dynedeleri er knapt så fedt, for Anton ligger absolut ikke stille. Han møffer lidt rundt, sparker lidt i søvne og piver, hvis man skubber til ham. Han har dog fået en røffel fra en natteknotten mor, der ikke gider flere blå mærker på ribbenskanten.
Forleden kom en stor Far-arm for fuld skrue hen på min side og flåede ungen over til sig. Så ku' han ligge i ske - (læs skruestik!) med Far. Ungen sov og Mor sov, hurra!
(Om Far sov, vides ikke i skrivende stund. Eftersom han har orlov, er der ikke meget medlidenhed, for han kan dælme nappe en morfar!)

Når jeg skal afsted om morgenen, er det meget varierende, hvor meget larm, han laver. Nogle gange er det nærmest "Skrid, Mor - Far og Anton lege togbane!" og andre dage har jeg en hulkende blæksprutte om anklen. Han har dog fin forståelse (resignation?) over, at jeg går. "Arbejd" er kodeordet. han har forstået, at arbejde betyder, at man kommer hjem igen.
Derfor hedder Mors spinningtræning også "arbejd";-) - nu har jhan dog spottet, at jeg hopper i træningstøjet... "Anton med ud løbe!"

Jeg har dog fået lidt tæsk, når jeg kom hjem. En syngende flad, trukket helt nede fra hoften... - jeg sku' fandeme ikke komme her og spille "mor", når jeg havde den frækhed at gå! De ture kan dog tælles på en hånd. Langt de fleste dage er det "Haaaaaiiiiiiii, MOAR!" med udbredte arme og den helt store modtagelse ved hoveddøren.

Mere en anden dag.
Vi har det jo godt og skal prise os lykkelige for at have en sund, frisk, rask og intelligent dreng, og så kan vi sgu ikke koge så meget suppe på de udfordringer, vi møder i hverdagen. :-)

Antons Bananbrownie

Anton og Mor gik i køkkenet i eftermiddag og skabte en ny kage.

Det blev til en bananbrownie med valnødder og det er slet ikke så tosset.

100 g smør

175 g sukker

2 æg

1-1½ moden banan

- piskes sammen til en luftig masse.

250 g mel

½ dl. kakao

100 g. hakket  god mørk chokolade

1½ tsk vaniljesukker

2½ tsk bagepulver

1 nip salt

Blandes sammen i en skål for sig.

1½ dl. Appelsinjuice

1 håndfuld hele valnødder.

Melblandingen vendes i smør-sukker-blandingen og hældes i en smurt springform.

Valnødderne knuses let i hånden og drysses over dejen, hvorefter de trykkes lidt ned i dejen, så de forsvinder.

Bages ved ca. 180 gr. varmluft i 30 min.

TIL NÆSTE GANG: Der skal mere chokolade i og/eller kakao. Ideelt set tror jeg, at det er chokolade, der skal smeltes ned i den våde dej og så droppe kakaoen, så den får den lidt tunge og voldsomme smag af bitter mørk chokolade. En ordentlig røvfuld revet appelsinskal vil den absolut heller ikke tage skade af.

Du mente ikke seriøst, at jeg kun måtte få et stykke, vel?

Nå, det mente jeg nok. To stykker - et til hver hånd. Nu snakker vi, Mor!

Snøøøøøft

Fra aftenens putning:

"Holde i hånd, moar".
"Okay, Anton... det vil jeg også rigtig gerne."
"Far og Mor gør Anton glad..."

...

Piv og snøft.
Smelt.