Sådan lidt på en onsdag.

Hmmm,

i dag har Far og Anton været på besøg i vuggestuen. "Vågdu!", nemlig ja.

Det giver ret pæn mavefornemmelse, når Faderen stolt kan meddele, at Junior på 2 timer nåede at stikke af med en anden unge ud på legepladsen og ud af synsvidde, finde en ven at bygge togbane med, finde en at slås om legesager med samt trøste en grædende.

Dagen begyndte ellers ikke fantastisk med en unge, der ikke ville sige farvel og som skreg i vilden sky, da han fandt ud af, at jeg var gået. Jeg hørte det godt ude i indkørslen, men mavefornemmelsen sagde, at det ville være fuldstædig galt at gå tilbage for at trøste - blot for at gå igen. Så hellere lade Farmand klare ærterne.

Klog beslutning.
Også selv om jeg kunne høre gråden og brølet i hjertekulen, indtil jeg havde fået et "alt ok" på sms en times tid efter.

I morgen skal Far og Anton på Borgerservice og ansøge om pas.
Det lyder lidt plat, men det er som om, det er den sidste papirmilepæl. At passet er det endelige - uomtvistelige - bevis på, at Anton er dansk statsborger.

Så vugger og pas... - skiferie om en måneds tid. Der kommer en hel del nyt, sådan lige rundt om hjørnet...