100 dage med Anton

Lørdag d. 12. marts fik vi Anton i armene.
I dag, søndag d. 19. juni har vi kendt hinanden i 100 dage.

Vi mødte en lille bange dreng på små usikre ben, der græd sig i søvn i bæreselen. En lille dreng, der faldt ud af sengen på hotellet og som klemte sig op i et hjørne, mens hans store bange øjne skuede ud i rummets mørke.
En lille dreng, der fra dag 1 begyndte at folde sig ud og indtage den nye verden, han var havnet i.
En lille dreng, der til stadighed udfordrer, udforsker og udlever.

I dag er han stadig en lille dreng.
Men han er nogens lille dreng og deri ligger hele forskellen.
For han er vores lille dreng.

- og ja; jeg er blevet et sentimentalt tudefjæs, men han er min dreng, min unge, min søn, min, min, MIN! Uanset hvor møgbeskidt, forkælet, snothvalpet og helt uimodståeligt skøn, sød og dejlig, han er, så er han min. Han er en pest, en velsignelse, en fnatmide, en glæde, en snotskovl og helt igennem mors dreng. Han burde ikke have hud tilbage på kinderne, med alle de møsser han får i løbet af en dag.

SEDB, som en klog kvinde siger.
Sådan Er Det Bare.

Billeder senere...

"Dou, mamma!"

Bare lidt fra en regnvåd dag, der kun indbyder til tossekasse, dyne og hygge.

Sommervejr

Der er vist bare ikke ret meget, der slår en murerbalje på en varm dag.
Og når man så får varmt vand i, er det bonus!

Lige nu sjokker man rundt iført badesandaler, våddragt og solbriller, men der gnaskes vandmelon og fortælles røverhistorier til Far.

Anton kan maaaaaaange røvere... - bare lidt træls, at pointen som regel er på vrøvle-mandarin!

Der er

bare så meget en lille bisse, der skal have BÅDE formiddagslur OG lur efter frokost, når man vælger at stå op kl. 4.32!!!!!!