På lørdag har vi været hjemme et halvt år,
Og hvilke 6 mdr.
På mange måneder har vi måske gjort alt det, som man ikke burde, når man adopterer, men det har vi altså gjort.
Nogle ville måske påstå,at det er mere held end forstand, at vi har den solide tilknytning til hinanden, som jeg synes, vi har - jeg tænker, at Anton var klar til det hele. Han var klar til brud, forandring, forundring og forankring.
Vi har levet i et byggerod. Med støvvægge og rod, ting uden faste pladser, møbler der blev rykket rundt med og fremmede i huset hver dag.
Ikke det mest anbefalelsesværdige for et lille nyt liv, der nok helst skal have ro, renlighed og regelmæssighed.
Men hvad er det?
At gøre tingene på samme tid hver dag? Have et fast skema?
Måske og det har vi også i dag, men det er opbygget dag for dag - lidt efter lidt, for vi skulle lige finde ud af, hvad der faktisk var regelmæssighed for hinanden.
Anton begyndte sit liv med os med skæve middagslure og rodede putninger. Mad, når det kunne lade sig gøre.
Anton er grundlæggende et trygt barn og giver sjældent indtryk af at være urolig eller bange. Han har en robusthed, som jeg ikke er sikker på andet end, at det er en del af hans natur og således ikke "børnehjems-skabt". Hans signaler er tydelige og han er nem at læse. Hans intonation i stemmen, tonelejet - hvor lyden ligger i munden- fortæller meget klart, hvad der er alvor og hvad der er pjat. Når han er højlydt og hans "grådlyde" er høje i tonen, er det ren hys og "jeg vil ha' min vilje" - når han har normalt toneleje og gråden ligger i normalt "pitch", er det alvor og ægte.
Den dag, jeg spottede nuancerne i hans stemmer og forskellige grådtyper, var den dag, jeg kunne være en tydelig voksen.
Og det er der, hvor jeg tror og i det hele taget er overbevist om, at vi for alvor rykker i forhold til hinanden. At vi er tydelige overfor hinanden.
Jeg har været så SKIDEHAMRENDE bange for at være mere pædagog end mor overfor min egen unge, men den angst er gjort til skamme.
Jeg er ikke bange for et raserianfald, for at slå skår i relationen eller ødelægge hans tillid til mig - jeg står fast og bliver en firkantet kran, men moderhjertet kan bløde, når tårerne triller ned over de små kinder... - også når han er allermest hys. Men jeg giver mig ikke.
Han skal vide, hvor han har mig. At jeg ikke flytter mig, hverken i kram eller slagsmål. Han skal vide og ved, at Mor bestemmer. Basta.
Kan det rokkes ved? Nej. Men det er forsøges og der kan justeres og blødes op, men grundlinjen er fast. De voksne bestemmer.
Jeg tror på, at tryghed kommer i faste rammer. At styrke og sikkerhed ligger i bevidstheden om, at man har et par voksne til at styre og lede - guide og hjælpe. At ro kommer i at vide, hvor man er og hvad man kan.
Vores fornemmeste opgave er at kysse og puste på skrammen, men den er sågu også at sige nej og slut-prut.
Det er da skidehårdt og opslidende at tage det samme slagsmål om det ene eller det andet for gud-ved-hvilken-gang, men som udgangspunkt plager eller tigger børn ikke. De søger efter muligheder...
Er man nogle gange ved at kaste håndklædet i ringen og lade ungen få sin vilje?
Ja, for helvede!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar