Vi er på vej til dig,
Anton-mand!
Lige nu, efter næsen
med varme nerver på
og i en susende fart
Er vi der ikke snart?
Jo.
Om 31 timer letter vi anker fra huset, i hvilket han allerede har gjort et enormt indtog. I går kom lidt mere i form af sommertøj, gulvpuslespil og en weekendseng. Jeg har ellers proklameret, at det barn har rigeligt, men lige netop ovenstående ejer han ikke... :-)
Jeg har aldrig været god til at slå tiden ihjel bare for at slå tiden ihjel. Der skal ske noget.
Der gør der også.
Om 31 timer.
Nuvel. Nu skal jeg ikke brokke mig. Vi skal liiiiige ordne det aller-aller-allersidste: Lån i banken til byggeriet, rejsevaluta, kontaktlinser til Klaus og en ankelskinne.
Jeg vil have samlet klapvognen og gjort den ren.
Men for pokker- det småtteras kan jo ikke tage en hel dag.... - suuuuuuk!
Nu ved jeg, hvorfor juleaften føles så forbistret laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang, når man er barn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar