lørdag den 26. marts 2011

Jetlag-status


Lige nu er det vist okay. Bjerge af Duplo på gulvet sammen med Far - det er nu ikke så tosset. Ellers er der ikke helt så meget, der er fino-fjong, synes Antonius Maximus Broccus.

Lige så fint som Anton klarede flyveturen med kun lidt gnideri og en enkelt skrigetur, er omvæltningen til livet i det hus, som han en dag vil betegne som hjem, af noget større omfang.

Flyveturen klarede han over al forventning. Vi havde gruet for en ti-timers skrigetur, men det blev kun til en god halv times tid, inden han overgav sig til søvnen. Resten af turen gik så fint. Vi fik travet nogle ture ud til de søde stewardesser bag i kabyssen og scoret lidt beundrende blikke fra nogle af de andre passagerer og ikke mindst; spillet Tetris med Far og set Ratatouille. Måske ikke lige den mest pædagogiske beskæftigelse, men der var ro.
Og vi kan godt lide ro, navnlig i en mesterstor Airbus sammen med mange andre mennesker på meget lidt plads.

Modtagelsen i lufthavnen var fantastisk - tusind tak! Det var så skønt at se jer allesammen!

Anton faldt i søvn i bilen på vej hjem og var rimelig let at putte. Han vågnede dog kl. halv 2 og så skulle vi da holde fest, syntes Antonius Maximus Broccus. Fest helt til kl. halv 5, hvor han dejsede omkuld.

Kl. halv 8 blev vi vækket af Michael, vores tømrer, der gik i gang med at lægge undertag på. Anton tog det nu meget fint at der sådan rendte to fremmede mænd rundt over hovedet på ham og larmede værre end Beijings myldretidstrafik!

Dagen i går bar præg af jetlag hos hele banden. Korte lunter, store gab og et enormt behov for søvn. Anton udforsker huset i etaper og han slipper os gerne af syne, men ikke af  øre. Han skal kunne høre os, ellers bliver han urolig og klynker.
I takt med alt det nye har madlysten været meget lille med det resultat, at han vågnede i morges kl. 4.30 og ind røg 3 skålfulde havregrød med banan og svesker. Jeg aner ikke, om han nogensinde har spist havregrød før, men det røg indenbords og for skefuld kom et endnu bredere grin.
Der går nok nogle dage, inden hans ur er helt indstillet til Danmark-tid endnu...

Billeder fra lufthavnen ved jeg faktisk ikke om eksisterer andre steder end i erindringen, men her er lidt billeder fra det, vi rejste fra og hvad vi kom hjem til.:-)
Der er helt sikkert nogle kusiner med foreller samt verdens bedste 5. klasse, der har huseret...

Sådan så huset ud, da vi rejste...

- og dette kom vi hjem til. Det bliver topfedt, når den gode Michael er færdig!









Der kommer et billede af dørpynten senere, for Kejseren har spottet pc'en og kan ikke distraheres af Kaj og Andrea... :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar