48 timer + det løse

Det er mandag eftermiddag.

Klaus sover til middag og Anton sidder lige nu på skødet af mig, mens han gnasker æble.

Siden vi fik ham i lørdags, er tingene gået stærkt. Ikke bare fordi vi har skullet noget, men forholdet mellem Anton og os har ”volle Pulle” for at sige det mildt.

De første mange timer havde vi en nem dreng, der var nem at trøste, hvis han græd og ellers var han stille. Kikkede på alt, men sagde ikke en lyd.

Det har så ændret sig radikalt.

I går begyndte pludderen for alvor – kæften stod ikke stille på vores Peking And (han karter rundt om natten, men han kan jo næppe være en grill-kylling med den fødeby :-)). Ordskvalder, sangstumper, brølegrin og klukfnis vælter ud mellem sidebenene på ham. Han blev stille, når andre kom for tæt på, men på værelset gik det ikke stille af.

Ligeledes begyndte vi at se konturerne af et heftigt temperament. Li fortalte i dag, at lederen af børnehjemmet, der også var tilstede ved ”adoption registration” på Civil Affairs,havde sagt at ”because he is so handsome, all the nannnies give him what he wants!”

Jo, tak!, hr. lærer -det skal vi så sandelig lige love for!

Mage til mesterforkælet stædig lille bandit!

Der kommer nogle raserianfald, hvis han ikke liiiiiiige får det som det nu passer Hans Kejserlige Lækkerhed. Vi nævner i flæng: Tøj på, bleskift med mindre han selv siger til... - tandbørstning er okay, så længe han da får lov til at beholde børste og pasta bagefter.

Mad er super – gerne i rigelige mængder. Han kvitterer med en meget fyldt ble. Bad er super, både bruser og kar. Der er garanteret vand ud over det hele!

I nat fik kom der vist hul på den første byld: Han vågnede, badet i sved og græd sit hjerte ud. Hulkene kom rullende helt nede fra maven og det var som om en strøm af sorg og angst flød fra ham. Han var utrøstelig. Ryggen var spændt som en flitbue og han græd og græd, så det sgu også endte med, at jeg græd. Det var slemt - meget slemt at se sit barn være så bange og så alene i det følelseshav. Fysisk havde han os begge klinet op ad sig med rolige stemmer, hvisken og stærke arme til at holde om sig, men inden i sit vilde hav var han alene.

Men det kom ud. Om det er den første tur af mange eller få, ved vi intet om, men for nu fik han lidt hul.

Det være sagt, så har vi fået en dreng, der nu deler gavmildt ud af smil, grin og øjenkontakt. Han vil sin mor og han vil sin far – til lidt forskellige ting, men han vil os. Ingen af os bliver valgt fra. Det er som om han har set, at ”det her er vi sgu 3 om, kammerat!”

Han er tøet op i forsamlinger og alle bedsterne kan få i rigeligt mål af fnis og grin – og man må vist også godt liiiiige klappe lidt på benet, så længe man har fat i fars eller mors hånd..

I går i tehuset til teceremoni kunne han vist også have scoret samtlige servitricer OG deres søstre.

Kejser Anton, grovæder, charmetrold og hjerteknuser af Guds Nåde.

I dag er hans højre hånd rød af tryksværte. En reminiscens fra ”adoption registration”, hvor vi fik papir på, at han nu er vores. Onsdag skal de dokumenter godkendes og stemples for notar og så kan rejsen tilbage til Danmark begynde. I hvert fald på papirsiden.

Han krammer og kysser. Råber ”Ba-ba” og rækker armene frem mod Klaus. Råber ”Ma-ma” og forlanger at blive båret af mig.

Så det er vi nu. Ba-ba og Ma-ma. 

Se flere billeder på www.anton.antonsofie.dk