Mad med mere

Indrømmet; der er dømt ”ammehjerne” her på 13. sal. Verden handler om den 80 cm. lave Prut-Meister og ikke ret meget andet.

Jeg havde forsvoret, at min verden skulle blive så lille, men det er der, jeg er havnet og fred med det.

Anton er et ekstremt velopdragent barn, sine unoder tiltrods. Han vil bades, få børstet tænder, have ordnet både negle og ører uden brok og næsepudsning klares også uden gny. Han hjælper til med at få tøj på og kan drikke af både flaske og kop. Han kan næsten spise selv. Det er tydeligt, at han blevet trænet i at skulle hjælpe til, om man så må sige.

Når han har knoldet rundt med sit legetøj på gulvet, kan han også rydde op igen. Skoene skal stilles pænt....

Tøj er et kapitel for sig: Han stak i et vræl de første dage, når han skulle have tøj på, indtil vi fandt ud af, at han ikke ville have tøj på før os. Vi skulle signalere, at nu var vi klar – og så blev det hele meget nemmere. Det er dog stadig topfesent at få både ble og kluns på, når man nu kan drøne rundt i bar tap og sko, mener Prut-Meister.

Sko er et hit. Hvorfor har jeg ingen anelse om, følelserne er dog ambivalente: For hvis ungen elsker sko lige så højt som sin mor, så ved moderen godt, hvor mange sko, hun får og hvor mange sko, ungen får. :-DDD

Vi har fået en helt fantastisk omsorgsfuld guide. Li hedder hun. Hun bor i Beijing med sin mand og 3½ årige datter. Det er super at have en kinesisk mor, der faktisk kan give svar på noget af det, børnehjemmet ikke har svaret på. Hun ved ikke nødvendigvis, hvad Anton lige har været igennem, men hun ved alt om gængs kinesisk børneopdragelse og det er guld værd.

Fx de første dage åd Anton som en tærsker. Han ryddede simpelthen skål, tallerken og hvad der lå hos os andre. Tiggede om mad, når han så det. Han blev ikke dårlig eller kastede op – han proppede bare i skuffen.

Li fortæller så, at den traditionelle hilsen til et andet menneske ikke er ”goddag” eller ”hvordan har du det?”, men: ”Har du spist?”

Mad forbindes med velstand og børn i Kina opdrages til at spise op, hvad enten de vil eller ej.

Anton har altså lært, at han først er færdig, når skål/tallerken er tom – og derfor rydder han ikke bare sit eget, men hele bordet.

Vi har rationeret hans mad lidt, men ikke ret meget. Han skal vide, at mad kommer i en lind strøm og at han ikke behøver at tigge eller æde, som om måltidet var det sidste.

Dette har virket de sidste par dage. Han stopper stadig i munden, men spytter ud til sidst. I dag sad han og legede med sin frokost, i stedet for at spise. Vi opfattede det som et sundhedstegn.

Desuden er vi ret overbevidste om, at han har fået skæld ud, hvis han har spildt mad på gulvet. Han fik skubbet til sin skål med morgenmad i morges og fik store runde bange øjne, da det havnede på gulvet med et klask. Det var ikke særlig rart at se ham blive bange.

I går smagte han sit første McD-måltid. Det huede ikke moderen, men ungen hyggede sig gevaldigt med at ganske fritter og kyllingevinger. Han fik vist også smagt på de kinesiske bobler, vi havde købt – Changyu. Boblevinen er rød og smager ganske fortrinligt, så hold jer ikke tilbage, hvis I skal fejre noget i Kina. :-DDD

Og hvorfor så Prut-Meister?

Jo... - altså...- what goes in must come out!