Når Far laver mad med telefonen.

Min mor er en doven hund, si'r hun, så Far lavede mad med telefonen.

Er der ikk' mer'?

I morgen skal Far og Anton på besøg i vuggestuen og fra 1.2 går det løs med indkøring.

Det er surreelt at tænke på, at vi har været hjemme så længe. I ny og næ kan jeg stadig stå og kikke på det lille myr og tænke: "Hey, hvor fanden kommer du fra?"
For nok er Anton og hans tilstedeværelse i allerhøjeste grad virkelig og håndgribelig, og alligevel har mit rationelle selv svært ved at forstå det. Følelserne og hjertet er helt med.

Måske skal man bare lade være med at tænke så meget over det.

Anton folder temperamentet ud og det slår gnister, når han ikke lige får det, som han vil have. Very very much 2½ årig adfærd. Ting kan kastes med og små næver knalder hårdt på dørene, hvis han vil ind - løvebrøl garnerer fint platten.
Og jeg skrev løvebrøl. Han stiller sig simpelthen op og brøler!

Han har nogle ture om natten i ny og næ. Det svinger lidt, om det er et mareridt med gråd, hvor vi ikke kan vække ham eller komme i kontakt med ham eller om han "karter rundt" som en grillkylling på spid, både i egen og vores seng. Et er dog sikkert: 95 ud af 100 nætter kommer der et lille hoved møffende og forlanger at dele dyne.
Det dynedeleri er knapt så fedt, for Anton ligger absolut ikke stille. Han møffer lidt rundt, sparker lidt i søvne og piver, hvis man skubber til ham. Han har dog fået en røffel fra en natteknotten mor, der ikke gider flere blå mærker på ribbenskanten.
Forleden kom en stor Far-arm for fuld skrue hen på min side og flåede ungen over til sig. Så ku' han ligge i ske - (læs skruestik!) med Far. Ungen sov og Mor sov, hurra!
(Om Far sov, vides ikke i skrivende stund. Eftersom han har orlov, er der ikke meget medlidenhed, for han kan dælme nappe en morfar!)

Når jeg skal afsted om morgenen, er det meget varierende, hvor meget larm, han laver. Nogle gange er det nærmest "Skrid, Mor - Far og Anton lege togbane!" og andre dage har jeg en hulkende blæksprutte om anklen. Han har dog fin forståelse (resignation?) over, at jeg går. "Arbejd" er kodeordet. han har forstået, at arbejde betyder, at man kommer hjem igen.
Derfor hedder Mors spinningtræning også "arbejd";-) - nu har jhan dog spottet, at jeg hopper i træningstøjet... "Anton med ud løbe!"

Jeg har dog fået lidt tæsk, når jeg kom hjem. En syngende flad, trukket helt nede fra hoften... - jeg sku' fandeme ikke komme her og spille "mor", når jeg havde den frækhed at gå! De ture kan dog tælles på en hånd. Langt de fleste dage er det "Haaaaaiiiiiiii, MOAR!" med udbredte arme og den helt store modtagelse ved hoveddøren.

Mere en anden dag.
Vi har det jo godt og skal prise os lykkelige for at have en sund, frisk, rask og intelligent dreng, og så kan vi sgu ikke koge så meget suppe på de udfordringer, vi møder i hverdagen. :-)