Rigets tilstand

Bedstefar og Anton legede "photo shoot" i baghaven i mandags:

Mor har migræne  på 4. døgn.
Det bør ingen se...

Farmor træder til og så må vi med toget til kiropraktoren idag... - fandens også, at det skal tage 2 dage at få en AKUTTID!!!

Det første halve år hjemme.

På lørdag har vi været hjemme et halvt år,
Og hvilke 6 mdr.

På mange måneder har vi måske gjort alt det, som man ikke burde, når man adopterer, men det har vi altså gjort.
Nogle ville måske påstå,at det er mere held end forstand, at vi har den solide tilknytning til hinanden, som jeg synes, vi har - jeg tænker, at Anton var klar til det hele. Han var klar til brud, forandring, forundring og forankring.

Vi har levet i et byggerod. Med støvvægge og rod, ting uden faste pladser, møbler der blev rykket rundt med og fremmede i huset hver dag.
Ikke det mest anbefalelsesværdige for et lille nyt liv, der nok helst skal have ro, renlighed og regelmæssighed.
Men hvad er det?
At gøre tingene på samme tid hver dag? Have et fast skema?
Måske og det har vi også i dag, men det er opbygget dag for dag - lidt efter lidt, for vi skulle lige finde ud af, hvad der faktisk var regelmæssighed for hinanden.
Anton begyndte sit liv med os med skæve middagslure og rodede putninger. Mad, når det kunne lade sig gøre.
Anton er grundlæggende et trygt barn og giver sjældent indtryk af at være urolig eller bange. Han har en robusthed, som jeg ikke er sikker på andet end, at det er en del af hans natur og således ikke "børnehjems-skabt". Hans signaler er tydelige og han er nem at læse. Hans intonation i stemmen, tonelejet - hvor lyden ligger i munden- fortæller meget klart, hvad der er alvor og hvad der er pjat. Når han er højlydt og hans "grådlyde" er høje i tonen, er det ren hys og "jeg vil ha' min vilje" - når han har normalt toneleje og gråden ligger i normalt "pitch", er det alvor og ægte.
Den dag, jeg spottede nuancerne i hans stemmer og forskellige grådtyper, var den dag, jeg kunne være en tydelig voksen.

Og det er der, hvor jeg tror og i det hele taget er overbevist om, at vi for alvor rykker i forhold til hinanden. At vi er tydelige overfor hinanden.
Jeg har været så SKIDEHAMRENDE bange for at være mere pædagog end mor overfor min egen unge, men den angst er gjort til skamme.
Jeg er ikke bange for et raserianfald, for at slå skår i relationen eller ødelægge hans tillid til mig - jeg står fast og bliver en firkantet kran, men moderhjertet kan bløde, når tårerne triller ned over de små kinder... -  også når han er allermest hys. Men jeg giver mig ikke.
Han skal vide, hvor han har mig. At jeg ikke flytter mig, hverken i kram eller slagsmål. Han skal vide og ved, at Mor bestemmer. Basta.
Kan det rokkes ved? Nej. Men det er forsøges og der kan justeres og blødes op, men grundlinjen er fast. De voksne bestemmer.

Jeg tror på, at tryghed kommer i faste rammer. At styrke og sikkerhed ligger i bevidstheden om, at man har et par voksne til at styre og lede - guide og hjælpe. At ro kommer i at vide, hvor man er og hvad man kan.
Vores fornemmeste opgave er at kysse og puste på skrammen, men den er sågu også at sige nej og slut-prut.

Det er da skidehårdt og opslidende at tage det samme slagsmål om det ene eller det andet for gud-ved-hvilken-gang, men som udgangspunkt plager eller tigger børn ikke. De søger efter muligheder...
Er man nogle gange ved at kaste håndklædet i ringen og lade ungen få sin vilje?
Ja, for helvede!

Badesmølf

Tirsdag og torsdag hopper vi på toget og tager i svømmehallen. Det har vi gjort i et par nåneder nu og det resulterer i følgende:

- en lille dreng med en god muskelmasse og god kropskontrol.
- en lille dreng, der er modig på randen af det stupide.:-)
- en lille dreng, der er fuldstændig tryg ved vand, også selv om man bliver kylet i med hovedet først.
og... - en meeeeeeget flad lille dreng, der sover meget længe til middag ovenpå en store frokost! :-D

Anton kan svømme selv uden bælte eller vinger . Det har vi slet ikke brugt - jeg spurgte engang om han skulle have sådan noget på, men svaret fra instruktøren var, at det skaber passive børn i vandet. De lærer vist ikke at holde sig selv oppe eller noget i den stil.

De sidste par gange har vi øvet at springe i på hovedet og dykke ned på bunden efter ting.
Jeg bad instruktør Nicolai - som Anton er ret skudt i, fordi med ham er det vildbasseplask og skrål - om at tage et par billeder:

Den første oplevelse i svømmehallen er efterhånden gjort til skamme og jeg har det så godt med at komme der et par gange om ugen. Jeg ser en dreng, der vokser med hver tur i vandet. Han får ikke lov til at hænge på mig, klmare eller være piv-pjevs, for så er der ingen grund til at hoppe i vandet, hvis han bare skal hænge på mig. Han bliver udfordret og skal knokle for det, han vil have. Vil han have en skovl eller et badedyr i den anden ende af bassinet, så må man svømme derned. Ikke tale om, at han får lov at hænge på mig og vade derned efter det. Nix.

Vandet giver en helt suveræn tilknytning og tæthed, som jeg i den grad nyder. Anton svømmer trygt over til instruktøren, fordi han ved, at han skal bare pege og sige "mor", så bliver han kastet i en snurretop over til mig. De andre voksne i vandet er lidt farlige... -fint. Han ved, hvor han hører hjemme.

Men vil han frivilligt med op af vandet igen?
Ikke tale om!
SKRÅÅÅÅÅÅL!

Antons karrygryde med frugt.

Hej og hop.
I skal da lige have min karrygryde.

1 rød peber i tern.
1 grøn peber i tern.
1 løg i tern.
100 g champignon i tern eller skiver.
400 g tern af gris, kylling eller kalkun
lidt stegenams - olie, smør...
400 g frugt - jeg elsker kombi af friske æbletern og dåseananas
2½ dl. hønsebouillon
salt
god karry
citronsaft
ca. 1 dl. piskefløde (Mor si'r godt nok, at det er de færreste saucer, der ikke vinder betydeligt ved en kvart piske, men det er vist nok lidt usundt, tror jeg nok...)

Brun kød i stedenams.
Tilsæt grøntsager og steg med.
Tilsæt frugt (hvis du bruger ananas, si'r Mor, at du skal hælde saften fra dåsen med ned i gryden) og 2 dl. vand. Koges op og tilsæt bouillon.
Karry og salt på - min Mor bruger i hvertfald en spiseskefuld karry.
Simres, til kød er mørt.
Tilsæt fløde og citron - herefter må retten ikke koge, for så skiller det, si'r Mor.

Ris til - masser af ris, der kan fedtes ind i sovs.

Og...- så smager det her forresten smaddergodt med kokosmel, rosiner og andet godt ovenpå. Og chilisovs.... - jeg ææææææææælsgar chilisovs!
Bong Arbeti'!

12 marts - 12 september

Mor går og er lidt underlig i dag.
Hun krammer mig hele tiden og si'r: "Du er MIN dreng!" og "Ved du godt, at i dag har du haft en mor og en far i et halvt år?" og "Hold da kæft, hvor er jeg heldig, at jeg fik dig, min dreng!"

Næ.. - det vidste jeg ikke.
Det ved jeg så nu.

Må jeg så godt lege videre?

Status fra moderen:
I dag smed man sit RENE tøj op i det våde badekar, bare fordi det ikke var en skjorte ligesom Dadas.
Huset er blevet udvidet fra 100 til 185 kvm her over forår og sommer og Anton har stort set legetøj overalt!
Der er konstant fyldte vasketøjskurve, grus, græs og sten på gulvet, krummer under bordet, fedtfingre, pletter på tøjet, biler i sofaen...

Men.
Det er fandeme og jeg mener FANDEME ligemeget, for den skønne dreng er ikke børnehjemsbarn mere. Han er min søn.
Møgle, svinemikkel, snothvalp og mide, javist. Men det er min dreng.

For et halvt år siden, lørdag d. 12. marts 2011 kl. ca. 11 forlod vi Beijing Children's Welfare Institute med en lille dreng.
Det kunne jeg bruge en masse ord på at forklare, analysere og beskrive.
Jeg ku' også lade være og bare mærke efter, hvordan jeg bliver blød i hjertet og våd i øjnene og har en klump i halsen over, at det lige skulle være os, der var så heldige at få Anton.

Jeg fandt dette billede forleden af Anton og hans elskede Dada. Vores elskede Dada...

Spænd lige hjelmen!

Når kusinerne har skihjelme på, så vil jeg oss', Mor!

Nuvel, min søn - så finder vi en i skabet...

Æhh, altså.

Meget nuttet, meeeen... - hvorfor får jeg så dette billede på lystavlen?

Casa overhovedet ikke kaos mere!

Nu varer det ikke længe, før vi flytter ind i de nye kvadratmetre på loftet.

Billeder fra stuen/fællesrum/legerum

Antons værelse

Go gå, Moar!

Så kom pakken fra Growing Feet med Kejserens vinterstøvler og efterårssko.
At bløde 1448,-!

Jeg er ikke til Angulus. Det er jeg bare ikke. Navnlig ikke til mig selv. Jeg har prøvet. De er klodsede og for mange af modellerne er tunge... - jeg bliver helt elektrisk, når jeg ser unger, der slæber tunge klodser rundt på fødderne, for deres motorik hæmmes og de har ikke ordentlige udfoldelsesmuligheder...
Jeg har prøvet og se, om jeg skulle hoppe med på DameAngulusTrenden, der har hersket de sidste pa r år, men min indre skodiva græmmes over min gang og min holdning. Jeg bliver sjoskende og fladprammet at se til, lavstammet og uelegant. Fødderne synes, de er fantastiske at have på, ingen tvivl om det - men nej; jeg duer ikke til det.

Anyway - jeg må jo overgive mig, for det er stort set det eneste, Kejseren kan have sin andeplader i. Det og så Camper.
Jeg kan godt se, at støvlerne er lækre, bløde og ikke så tunge, som jeg før har erfaret med Angulus. Anton stak glad poterne i dem og så er moderen tilfreds.

Kejseren fremviser her stolt sit nye gear: