Sagsbehandler, sult og svømning

Det gik jo fint, det der sagsbehandlerbesøg.
Hvad havde jeg forventet?
Jeg ved det faktisk ikke, hvis sandheden skal frem.
Hun spurgte, vi fortalte - Anton var Anton, som han nu er, når der kommer en fremmed ind af døren; han sagde hej, tussede rundt, fjalede lidt, fandt sin indre klovn frem og faldt så ind i Anton, der bare synes, den fremmede og han skal lege.
Hun fik i hvert fald et meget sandt billede af Anton, hvis adfærd vi jo til stadighed kun kan karaterisere som klassisk 2-årig adfærd. Der er ikke ret meget adoptionsadfærd over det, han gør til daglig.

Anton opfatter jo sig selv som konge af verden - den skal udforskes og han skal gerne bestemme slagets gang. Møder han modstand i form af et nej eller at han ikke kan, går den verden lidt i stykker og så bliver han ked af det eller tosset. Temperamentet koger og der bliver råbt højt. Raseritårene triller og underlæben dirrer.
Det er dog ikke ret tit, vi ser hans verden falde sammen. Han er for det meste det her glade trygge barn, som bare gerne vil være med, være igang og være, hvor vi er.
Altså sådan indenfor rimelighedens grænser. For nogle måneder siden skulle vi nærmest sparke ham væk fra vaskemaskine og tørretumbler, fordi han i sin ivrighed BARE skulle være med... - idag trækker bilerne og legesagerne mere. FINT! HURRA!:-D
Og så alligevel ser vi glimt, hvad vi må opfatte som adoptionsrelateret adfærd:
Mad - mad er Antons ømme punkt, som jeg har skrevet om før.

Han er lykkeligvis begyndt at gå fra en halvfyldt tallerken og have mere travlt med at lege end komme til bordet til måltiderne. Han VED nu, at mad kommer, når man gerne vil have det. Han VED, at der står mad på hans tallerken, selv om han ikke lige er over den hele tiden.
I begyndelsen skulle vi lære ham at spise selv - nu spiser han fint med gaffel og ske, men når energien er flad, vil han stadig gerne mades som en baby.
I nat kom han tussende inde fra sit værelse og kravlede op i smørhullet. Efter en times tid vågnede han skrigende og grædende. Ordende væltede ud af ham - uforståelige, men det var tydeligt, at han snakkede, fortalte - bad om noget. Det eneste, der var forståeligt, var ordet MAD. MAAAAAAD!

Der var noget nærmest rituelt over at se den lille mand kikke i og på køleskabet, pege på posen med rugbrød og sige, hvad han gerne ville have. Se han sidde lige så stille på køkkenbordet kl. 03.20 om morgenen og gumle, indtil maden var væk. Få en kop vand. Få en tør ble og så blive puttet i smørhullet igen.

Han var ikke en dyt sulten, for han havde ædt lige så meget som sin far i går aftes.
Det der var hans sikkerhed for at han kunne få mad, hvis han havde brug for det.
Anton var ingenlunde udsultet eller tynd, da vi fik ham. Ingenlunde. Han var velplejet, passet og velstimuleret.
Men, han har altså noget med mad...

Vi var i svømmehallen igen i går. Det kom der disse billeder ud af: