100 dage med Anton

Lørdag d. 12. marts fik vi Anton i armene.
I dag, søndag d. 19. juni har vi kendt hinanden i 100 dage.

Vi mødte en lille bange dreng på små usikre ben, der græd sig i søvn i bæreselen. En lille dreng, der faldt ud af sengen på hotellet og som klemte sig op i et hjørne, mens hans store bange øjne skuede ud i rummets mørke.
En lille dreng, der fra dag 1 begyndte at folde sig ud og indtage den nye verden, han var havnet i.
En lille dreng, der til stadighed udfordrer, udforsker og udlever.

I dag er han stadig en lille dreng.
Men han er nogens lille dreng og deri ligger hele forskellen.
For han er vores lille dreng.

- og ja; jeg er blevet et sentimentalt tudefjæs, men han er min dreng, min unge, min søn, min, min, MIN! Uanset hvor møgbeskidt, forkælet, snothvalpet og helt uimodståeligt skøn, sød og dejlig, han er, så er han min. Han er en pest, en velsignelse, en fnatmide, en glæde, en snotskovl og helt igennem mors dreng. Han burde ikke have hud tilbage på kinderne, med alle de møsser han får i løbet af en dag.

SEDB, som en klog kvinde siger.
Sådan Er Det Bare.

Billeder senere...