Indoktrinerer jeg ham, kunne man fristes til at spørge? Næ, det tror jeg egentligt ikke... - jeg er bare ikke til nisser i alle afskygninger.
En eller anden i min spæde barndom (Farmor, måske?) sagde, at nisser beskyttede mod hekse og troldtøj og derfor skulle man have nisser fremme hele året. Bare en et eller andet sted... - den skulle nok klare ærterne. Nisser er for mig lig med en gårdbo, en hushjælper og beskytter - ikke en grødspisende platugle af en drillepind, der kun kommer frem til jul.
Her i huset har vi altid haft 3 små tykke keramiknisser stående fremme hele året rundt - dem har jeg forøvrigt fået af Farmor.
Men Anton og nisser. De første nisser, han så i efteråret, var i Imercos vindue. Til moderens udelte begejstring stillede ungen op, pegede og brølede "grimmmmmmmm" og "uuuuulææææææggg" af de sagesløse kræ i vinduet.
Og alligevel kom han jo så slæbende med "nennebaby" og forlangte, at den skulle have en "nennedada" og "nennemor"...
Nu er det så julekalendertid og vi har tændt for Nissebanden i Grønland. Han kikker med, men beder også om at få slukket med argumentet "Anton liiii neeeej!" efterfulgt af en heftig hovedrysten. Lunte og Puk har han dog overgivet sig til, for Lunte har hunde! og Puk kan trylle gyngestole frem med sten!
Forleden præsenterede vi ham for Bamses julerejse... - jeg troede egentlig, at Drillenissen ville hyle ham ud af den, men næ nej... - knægten dansede rundt foran skærmen og lavede klippebevægelser med fingrene...
Han begyndte så at ævle om at få en "nennehu"... - nuvel, min dreng. Dette er nok de eneste billeder, der bliver af Anton i den mundering, men fred med det...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar