Vi har en snart 3-årig fuld skrald, hold da lige kæ..."Ikk' si' hol' kæf', Mor!"
Nej, nej, nej, så "hold da lige op!"
Folk, der kommer i huset IRL eller som kender mig, ved godt, at mit sprog er pænt saftigt... - og man skulle derfor tro, at netop følgende stribe af sprogblomster kom fra mig, men jeg må vaske mine hænder: Dem er jeg ikke ansvarlig for:
Jeg nævner i flæng: Dumme, dumme mor, dumme far, dumme lort, gider ikk' (skal helst skriges), gå din vej, gå din væk, gå væk, du må ikk', det må du ikk'...
Det er jo fantastisk, at man kan være dumme lort og dumme mor, skal gå min væk og samtidig have en hulkende og storsvedende brøleabe klistret rundt om halsen på en og samme tid.
Det bliver bidt, revet, slået og nevet for tiden - og det har han FANDEME ikke lært her!
En typisk positur er: "Gider ikk', gå din væk, dumme lort!" og så står han, 94 cm høj med underlæben skudt frem i en bister mine og med højre arm trukket helt om bag hovedet, parat til at lange en arm i bedste Miss Piggy stil - og han kan dælme slå hårdt!
Det er ikke let at begå sig i institutionen, når man har temperament og gerne vil bestemme... - og de andre også gerne vil.
Det kan godt trække tænder ud, for vi kan se, at han er fuldstændig flad om eftermiddagen, men klør på for at få det hele med - og når så træthed og stædighed spænder ben for ord og evner, så slår temperamentet gnister.
Oven i dette skal så lægges en separationsangst, der kommer snigende i ny og næ. Den er jo kendetegnende for alderen - Ericson beskriver 2. fase af separationsangsten nu, men jeg tror også, at han nu er ved at forstå, hvad han kan miste, hvis vi forsvandt... - og det skræmmer.
Det viser sig oftest, hvis tingene bliver lavet om:
Et godt eksempel var sidste weekend: Far tog på pædagogisk weekend fredag morgen og skulle først komme hjem lørdag middag. Fredag eftermiddag og aften kom de første "Hvor er Far?", men han accepterede/resignerede svaret om "i morgen."
Lørdag morgen kom og Anton vidste godt, at vi skulle til fødselsdagsbrunch og hentes af Farmor og til brunchen ville Far så dukke op. Han var "skæv" allerede fra morgenstunden og jeg spottede først "problemet", da han havde skreget 15 min, inden Farmor kom, hele vejen i bilen samt de første 20 min hos kusinerne, som ellers hører til ynglingscrowden. Han ville ikke til fødselsdag og vi sku' blvie hjemme...Ingen måtte komme tæt på ellers fik de et los eller slå-armen, han ville ikke have jakken af, sad bare og hulkede i mine arme.
"For Fanden, Karen - paphoved: Far er væk og vi er ikke hjemme. Han er sgu da bange for, at jeg også forsvinder!"
Så jeg spurgte ham simpelthen: Anton - handler det her om, at Far ikke er her og du er bange for, at Mor også går sin vej? Far kommer igen, Mor går ingen steder, og du skal med hjem igen.
Så kom der et stille nik, næsen blev puttet helt ned i mit kraveben og så stilnede gråden af.
Og Julie, hans elskede kusine fik lusket en bil hen til ham og så gad han godt lege.
I går, da jeg hentede ham i vugger, ville han gerne med hjem, men så spændte noget ben for ham: Det gik for stærkt med at pakke og smutte, så vi sad på gulvet, midt i grus og gummistøvler og legede lille baby, indtil han var parat til at fortsætte. Jeg ved ikke, hvad det "noget var", men det var der og måtte anerkendes.
Jeg kan godt mærke, at Karens tempo og fart-over-feltet-mentalitet ikke altid spiller med Antons verden... - og det er fandeme øv engang i mellem.
Men, jeg er den voksne - det er mig, der i stand til at justere på tingene, ikke ham.
Mere om det senere. Mine drenge er stået op.
Hold da kæft en gave, det er at have de to i mit liv!
(nej, nej, nej, jeg ved det godt, Anton - ikk' si' hol' kæf'!)
 |
| Anton og kusinerne i tremmesengen |
